Koncert, anmeldelse

The Chainsmokers, Royal Arena, København

* * * * * * (Ja, seks stjerner)

ADVARSEL: Dette er skrevet af en gammel mand (ANR's musikchef, snart 45 år)

Det er noget underligt noget, det med forventninger. Nogle gange går man skuffet hjem fra en koncert, fordi man har skruet sine egne forventninger for højt op. Andre gange har man absolut ingen forventninger, og så bliver man blæst bagover.

The Chainsmokers' koncert i København lørdag aften var, for mig, det sidste.

Jeg var ellers blevet bekymret allerede under opvarmningen. For den danske DJ, Martin Jensen, havde gjort det godt med sit DJ-mix og sine egne hits som "Wait" og ikke mindst Top 10-hittet i Storbritannien "Solo Dance".

Jeg har været til mange pop- og rockkoncerter, og så sent som fredag så jeg en levn fra 80'erne samme sted, så de to koncerter er direkte sammenlignlige.

Men jeg tror aldrig, jeg har set en opvarmning have så godt fat som danske Martin. Bevares, jeg har heller ikke været til mange (læs: nul) DJ-events før, og jeg er noget, der minder om to-tre gange som gammel, som gennemsnitstilskueren lørdag aften. Jeg var dog flankeret af min 16-årige datter, så når jeg manglede et realitytjek, kunne jeg bare kigge på hende.

Men jeg nåede at tænke, at Chainsmokers med rette ville kunne bebrejde Martin Jensen for at piske stemningen lige lovlig højt op.

Min bekymring var uden grund.

Da Andrew Taggart og Alex Pall gik på scenen, som foran konverterede til bunden af storskærmen bagved, mens yderligere to storskærme på hver sin side assisterede, gik det op for mig, at den verdenskendte, amerikanske duo havde evnen til at hæve stemningen gange 100.

De lagde for med to DJ-set med "Break Up Every Night" i midten, og Chainsmokers havde på forhånd besluttet sig for, at nu skulle vi allesammen dælme have nogle lydmæssige tæsk. Der blev spillet så højt, at man var bekymret for højttalernes levetid, men det lød alligevel skarpt - amerikansk opsætning, når det er allerbedst.

Efter to DJ-sets, hvor hele gulvet blandt de i alt 6.000 tilskuere (vi sad måbende og observerede på siddepladser), udviklede til en mellemting mellem en godt værtshusslagsmål og hoppende dans, gik Chainsmokers over til at spille deres egne sange som "Roses", "Paris", "Honest" og den nyeste "You Owe Me" samt en cover af Kendrick Lamars "Humble".

Undervejs kunne man ikke undgå at blive imponeret af duoens brede talent. De er knivskarpe DJ's, der mestrer opbygningens kunst, og så har de gudhjælpemig også både talent til at synge (Drew) og spille instrumenter som guitar og klaver, mens deres til lejligheden ansatte trommeslager bestemt heller ikke gjorde det værre.

Efter endnu et DJ-set, hvor man mest kunne more sig over, at selv teenagere kender Cranberries' "Zombie" (1994), Haddaways "What Is Love" (1993) og Vengaboys' "We Like To Party (1998), fik vi kæmpehittet "Closer" samt "Sick Boy", "Something Just Like This" (dog, og naturligt nok, uden Coldplay), "Don't Let Me Down" og en spritny sang, "Everybody Hates Me".

Hele vejen fuld smadder på tempo, intensitet, pyroteknik, røgmaskiner, konfetti og lasere. Altsammen velkendte tricks i genren.

Man kan anklage Chainsmokers for "ikke rigtigt at kunne noget" i det premixede DJ-set. Man hvad forventer man? At de tropper op med deres sange på vinyl og scratcher sig igennem?

Man kan være utilfreds med, at ingen af deres featuring-artister var med. Man hvad forventer man? At Halsey, Daya og Chris Martin (eller hele Coldplay?) tager med Chainsmokers på verdensturné og dropper deres egne forehavender?

Det er muligt, at jeg har været til koncerter, hvor jeg musikalsk har været mere tilfredsstillet end lørdag aften. (Ja, for eksempel fredag aften med 80-legenderne). Men man kan ikke sætte en finger på talent, intensitet, energi, dedikation eller professionalisme, når det gælder Chainsmokers.

Der er sikkert mange (gamle) anmeldere, der vil være negative over for Chainsmokers. Men var de ikke også de, da rock'n'roll brød frem for 60 år siden? Det var vist nok noget larm...

Chainsmokers kan deres kram, og de rammer deres publikum 110%. Det har denne anmelder respekt for.

Skal jeg brokke mig over noget, må det være, at de slet ikke spillede "#Selfie". Jeg er klar over, at den nok mest af alt var en joke, men den startede deres karriere, og jeg tror, publikum havde taget imod den med kyshånd.

Mine forventninger var ikke-eksisterende inden koncerten. Jeg gik derfra og tænkte: "Det var lige godt satans". Dybt imponeret over deres formåen på en scene.

Og så var min datter på 16 år i øvrigt glad. Selv om det sneede, da vi kom ud.

GPT: 1460536444550-76
ADN: AD
IsFirstRequest: True
BannerStore
AdUnits: 0
BannerMappingService
Mappings: 0
Expand